top of page

ET RENÆSSANCESPIL

KULTURENS MAGT

Indledning



Du er overhoved for en familie i den italienske renæssance. En tid fyldt med konspirationer, underhåndsaftaler, fusk og svindel. For at komme til tops må man være parat til at svindle sig frem, og det er du. Dit fornemste mål er at føre din familie, og ikke mindst, dig selv frem ad de snørklede veje der leder til magten i Italien. Men du er ikke alene. Du har 3 konkurrenter i kapløbet med tiden.
Lad kampen begynde.



Regler

Forberedelse:

Hver spiller starter med en befolkningsglæde på 50 %, 40 floriner, 100000 indbyggere og et skattetryk på ”mellem”. Herudover trækker hver spiller 3 spionkort, som placeres med forsiden nedad, skjult fra de øvrige spillere. Derudover modtager hver spiller et kort der placerer spilleren i Firenze, Pavestaten, Venedig eller Milan.



Den første tur:

Der slås med en terning for at finde ud af hvem der starter spillet, det højeste antal øjne starter, hvorefter spilleren til venstre får tur og så fremdeles.
Spiller 1 udfører først konsekvenserne af sit skattetryk, hvilket vil betyde at den modtager 15 floriner, befolkningen forbliver uændret og befolkningsglæden falder med 2 %. Herefter bestemmer spilleren sig for om skattetrykket skal ændres for den kommende periode. Bemærk at skattetrykket kun kan ændres et skridt af gangen, det vil sige at det kan gå fra ”medium” til enten ”lav” eller ”høj”. Herefter trækkes et eventkort. Spiller 1 har herefter mulighed for at reagerer på eventkortet ved at spille spioner hvis den ønsker dette. Nærmere beskrivelse af spioner følger senere.
Efter spiller 1 har reageret eller undladt samme får spiller 2 mulighed for det og så fremdeles indtil alle 4 har haft mulighed for at gøre noget i svar på dette kort. Herefter sker de konsekvenser der står på eventkortet, og spiller 1 har nu mulighed for at købe en/flere karakter(e), et/flere spionkort, spille et/flere spionkort, købe et/flere sejrspoint eller helt undlade at lave en handling. Herefter er det spiller 2's tur til at spille, og spillet fortsætter på denne måde.



Reaktioner på eventkort:

Hvis en spiller vælger at reagere på et eventkort, håndteres dette som hvis der var trukket et eventkort. Det vil sige at hvis spiller 1 og 2 siger pas, hvorefter spiller 3 reagerer, får spiller 4 nu først muligheden for at reagerer på spiller 3's handling. Herefter kan spiller 1 og spiller 2 også reagere. Hvis spiller 2 vælger ikke at gøre noget, kan der ikke længere reageres og eventkortets konsekvens(er) sker.



Spioner:

Spioner kan købes på det sorte marked, hvor masser af lyssky individer sidder klar til at hjælpe et familieoverhoved der tilbyder den rette økonomiske motivation. Motivationen er 30 floriner.
Spionkort kan altid spilles, medmindre andet er skrevet på dem. Spionkort har mange varierende effekter, lige fra mordet på en karakter til bryllupper familierne imellem. Disse vil ofte afgøre spillets forløb, og skal behandles med nøje overvejelse.
Når der spilles et spionkort tilsidesættes spillets normale regler hvis spionkortet er i modstrid med disse. Når et spionkort er kommet i kontakt med bordet med billedesiden opad er det spillet og kan ikke tages tilbage.
Der er ikke nogen begrænsning på hvor mange der må spilles pr. tur. Nogle af spionkortene har varierende effekt afhængigt af hvornår de spilles.

Spioner/karakterer:

Nogle af spionkortene er en kombination mellem karakterkort og spionkort. Disse kort kan kun spilles i egen tur, og bliver herefter liggende som om de var karakterer. Herefter har de effekterne der er beskrevet på de respektive kort. De kan nu myrdes af snigmordere, da de også er karakterer. 

Målet med spillet:

Målet med spillet er at blive Italiens mægtigste familie. Det bliver din familie, ved at bevise sit værd for det øvrige Italien. Måden at gøre dette på, er ved at udvikle den italienske renæssancekultur, enten ved at bygge Italiens arkitektoniske vidundere op, ved at udvikle teknologiske fremskridt eller ved at arbejde med italiensk kunst.

Fag: Historie

Varighed: 1 - 2 timer

bottom of page